top of page

Stresscoaching & Trivsel

Afhjælper og forebygger stress og udbrændthed

Hvad kan stresscoaching gøre for dig

Stresscoaching kan hjælpe dig fri af usund stress og udbrændthed og vise dig en vej til, hvordan du fremover kan forebygge og håndtere stressfaktorerne i dit liv, så du kan trives og fungere optimalt.

Stress er egentlig en naturlig og nødvendig del af livet, så længe det kun står på over kortere tid, for stress sætter os i stand til at yde en ekstra indsats og fungere under pres. 

Dette er hensigtsmæssigt, når vi fx er ved at komme for sent til bussen, når vi skal præstere godt til en eksamen, når naboens bidske hund er sluppet løs og på vej hen imod os, og når vi skal reagere hurtigt og fokuseret i alle de andre små og store situationer, der stresser os i dagens løb.

Langvarig stressbelastning uden udsigt til en afslutning er derimod noget af det mest usunde, der findes. Det belaster vores fysiske, psykiske og mentale sundhed - vores trivsel og vores helbred.

Stresscoaching er derfor ikke coaching i traditionel forstand.

Det er det nødt til ikke at være. 

For hvis ens stressniveau er blevet så usundt højt, at man har svært ved at fungere i dagligdagen, så kan man hverken tænke klart og rationelt eller mærke, hvad der er godt for en. Man har derimod brug for værktøjer til at få nedbragt stressen, så ens overskud og ressourcer vender tilbage, og man igen kan mærke sig selv og finde retning.

Har man ovenikøbet været så alvorlig ramt af stress, at man er blevet helt nedslidt og udbrændt, så er der endnu større behov for at holde fokus på den skånsomme tilbagevenden til "sig selv og livet".

Så uanset om du søger stresscoaching, fordi du føler dig stresset og overbelastet i et eller andet omfang, eller fordi du er direkte udbrændt, så handler det om at afhjælpe situationen her og nu, få større indsigt i hvilke faktorer, der stresser dig, samt finde viden og værktøjer, der sætter dig i stand til at forebygge tilbagefald og håndtere fremtidig stress.

Hvordan foregår stresscoaching

Jeg er Certificeret Stresscoach, men har også uddannelse indenfor traditionel coaching. 

Jeg har selv haft alvorlig stress inde på livet, så jeg ved, hvad det handler om, når man skal kæmpe sig tilbage og finde livsglæde og livsmod igen.

Jeg tilbyder stresscoaching til mennesker, der er lidt eller meget ramt af stress eller udbrændthed. 

Stresscoaching foregår som et samtaleforløb, der strækker sig over 8 gange, hvor vi enten mødes fysisk i min klinik eller taler sammen online eller via telefon.

Ud over samtaler vil du få konkrete øvelser og opgaver, der har til hensigt at afstresse og genopbygge dig. Du vil få genetableret kontakten til dig selv, komme fra hovedet ned i kroppen, og du begynde igen at kunne mærke dig selv, dine behov og dine grænser. 

Hjemmearbejde skal derfor påregnes, men det er hjemmearbejde, der gør godt.

Du vil igennem forløbet også få indsigt i, hvad der stresser netop dig, og du vil lære, hvad du fremover kan gøre for at forebygge og håndtere stress, og dermed forbedre dine forudsætninger for at skabe et liv med trivsel og sundhed.

Hvor stresset er du?

Stress skal altid tages meget alvorligt, da overset stress har store helbredsmæssige konsekvenser.

Stress kommer ofte snigende over tid. Det kan derfor være vanskeligt selv at bedømme hvor stresset, man egentlig er. Hoved og krop taler ikke rigtigt sammen mere. Der kan være tankemylder, og det kan være svært at mærke og forstå kroppens signaler.

Men kroppen giver aldrig op. Den bliver ved med at finde måder at gøre opmærksom på sig selv. Både når den har det godt, og når den har det dårligt. Symptomerne og kroppen er derfor vores ven og vejviser i livet, der hjælper os med at holde kursen, hvis vi altså forstår at lytte og mærke efter.

På nedenstående liste er nogle af de typiske stress-symptomer opdelt efter farvekode. Måske du kan genkende nogle af dem fra dig selv, og måske har du mange flere. Det vigtigste er, at du lærer dine egne stress-symptomer at kende, og at du handler på dem.

Husk der kan være tale om andet eller mere end stress, så søg altid læge ved alvorlige symptomer.

bottom of page